Undervisningsspil - Mini Rollespil om Etik

 Dette lille formidlingsspil, er designet til at være nemt at gå til, men stadig give deltagerne et indblik i rollespillets potentiale indenfor undervisning og formidling.

Spillet er oplagt til at indgå som en del af et foredrag eller en workshop om rollespil.

Spillets rammer er et møde for et fiktivt etisk råd, som skal tage stilling til om der skal forskes i kunstig intelligens.

Målgruppe: Voksne, primært undervisere.

Deltagere: 12-24

Om spillet
Man spiller repræsentanter fra et fiktivt Etiske Råd, som er på besøg hos en professor, der gerne vil have tilladelse til at lave kunstig intelligens og med dette skabe menneskelignende androider.

Spillerne repræsenterer hver deres interesseorganisation, hvis holdninger han eller hun skal forsvarer til mødet. Samtidig vil de have nogle hemmelige målsætninger, som deres organisationer ønsker, de skal opnå.

Ideen er at påtage sig rollen og rollens holdninger til kunstig intelligens og forsøge at kæmpe for og underbygge disse holdninger, så godt man kan, overfor de andre deltagere.

Rollespillet afsluttes med en lille afstemning om kunstig intelligens og vedtagelsen af fem grundregler for kunstig intelligens.

Begreber
Androide – En menneskelige robot, der har en kunstig intelligens. En sådan findes endnu ikke i virkeligheden.

Robot – En maskine som ikke behøver at besidde kunstig intelligens, den behøver heller ikke at ligne et menneske, men begge dele kan godt være tilfældet.